Så gik den jul.
Det var meget hyggeligt og dejligt, men jeg har ikke kunnet finde “the christmas spirit” frem i dens fulde udstrækning. Det er som om juleaften kom alt for tidligt, jeg havde en fornemmelse af at jeg ikke skulle vente den før om et par uger – og det var juleaftensdag!
Godt nok havde jeg ikke haft min egen vuffer ved bordet, men aftenen ville jo ikke være fuldent uden et øre at klø og en hund af forkæle 🙂
Det var ikke mig, der forkælede Vandemar i år, det var min søster – da jeg så at han fik både et legetøj og en gnaskering, følte jeg ikke at der var behov for mere 🙂 Lad mig bare sige at det var en glad hund, der rendte rundt i huset den aften.
Desværre ser det ud til at der bliver problemer på den anden front. Det er jeg lidt ked af, men kan ikke se noget der kan gøres ved det. Rico og Jessica vil ikke se Tjalfe mere hjemme hos dem. De siger at Lærke er rædselslagen for Tjalfe (hvilket hun ikke giver udtryk for når hun er i nærheden af ham, hun synes bare at det er ubehageligt at blive slikket i ansigtet,- og det kan jeg udmærket forstå) og at de vil ikke risikere noget med deres børn. Fint nok med mig, det er deres valg og deres beslutning. Jeg ville så bare ønske at de accepterede og respekterede vores valg.
Jeg føler at deres attitude har vendt sig på en tallerken og lige pludselig er Tjalfe fjenden, der ødelægger deres og deres døtres liv. Den rene Beezelbub. Han er dum, han er ond, han er farlig.
Vores hund er lige så vigtig for os, som deres børn er for dem. Det er Rico ikke i stand til at forstå. Jeg har snakket med ham om det i går, hvor jeg var ovre for at aflevere en gave, som Myrna har byttet for Lærke. For ham er Tjalfe bare en hund og han skal ikke betragtes som noget vigtigt. Han betyder ikke noget. Han kan sagtens sidde i bilen i 8-10 timer, behøver ikke kærlighed og opmærksomhed osv og mere i den dur.
Jeg betragter ikke min hund som et menneske. Han sidder ikke og spiser sammen med os ved bordet. Han spiser ikke samme mad som os og han sover ikke sammen med os. Han kender sin plads i flokken og bliver mindet om den når han prøver at presse sig frem. Han er en hund, men han er samtidig så vigtig en del af min tilværelse og min hverdag, at jeg kan ikke forestille mig et liv uden. Han er det eneste væsen på hele denne planet, der elsker mig betingelsesløst og fuldt ud. Han vil aldrig forlade mig, aldrig blive sur på mig eller skuffet over mig. Han vil aldrig kræve noget af mig og vil stille sig tilfreds med det jeg kan og vil give ham, blot fordi han elsker mig. Det er det, jeg gør hvad jeg kan for at betale tilbage på ved at give ham en tilværelse fyldt med kærlighed, og det er en regning, der aldrig kan betales fuldt ud, fordi han er bedre til at være min hund end jeg er til at være hans menneske. Han elsker mig alligevel, på trods af alle mine fejl og mangler, på trods af at jeg kan være dum, træls og uretfærdig og han gør det med samme styrke hver dag.
Vi har påtaget os at sørge for den hund, da vi købte ham. Det er et ansvar, vi har valgt at have og vi agter at gøre det så godt som vi overhovedet kan. Jeg er faktisk ret så ligeglad med hvad vores familier synes om det. Det her hænger på min samvittighed, ikke på andres meninger.
Den her “turn of events” betyder bare at vi for eksempel ikke kan besøge dem på en hverdagsaften, heller ikke hvis vi bliver inviteret til fødselsdag eller noget lignende. Jeg kan godt have min hund til at være alene hjemme i otte timer. Jeg vil ikke have ham til at være alene hjemme i 15 timer, blot fordi det passer i andre menneskers kram at lave fødselsdagen på en hverdag. Jeg vil heller ikke efterlade ham i bilen i timevis fordi andre mennesker vil have det sådan.
Vi har aldrig haft problemer med at lade vores hund blive i bilen i et par timer eller tre. Han har såmænd også siddet i bilen i længere tid, hvis det var påkrævet. Men altid frankeret af gode gåture og hygge, og altid fordi vi valgte det. Ingen andre har påduttet os, at han skal blive i bilen. Ingen har forsøgt at bestemme over os. Vi har altid valgt det selv og har altid vidst hvornår vi skulle skaffe en hundesitter og hvornår vi kunne tage hunden med eller lade ham sidde i bilen. Lige nu har situationen ændret sig. Der er folk, der forsøger på at bestemme over os og vores hund. Det er ikke i orden og bliver mødt af vores krav til at hvis de vil mødes med os, må de simpelthen sørge for at lægge møderne på dage og datoer hvor vi og vores hund kan imødekomme deres krav.
Sjovt nok er jeg ikke sur på dem. Jeg er trist og ked af det, jeg føler mig lidt dæmoniseret og er meget ked af at blive kritiseret for ikke at have opdraget min hund godt nok – dvs. på den måde, som Rico vil have. Jeg kunne ikke drømme om at kritisere deres opdragelse af deres børn over for dem. Det er deres sag hvordan de vil opdrage deres børn. Jeg har ingen ret til at blande mig. De har til gengæld heller ikke ret til at blande sig i den opdragelse, jeg giver min hund eller kritisere det.
Det er også svært at sluge en udtalelse om at det er min skyld at Thomas ikke vil have børn. Det er mig og mit temperament der gør, at vi ikke har små rollinger til at løbe rundt i huset på nuværende tidspunkt. En hestepille af format, værs’god og synk. Det er godt at jeg har Thomas til at holde mig oppe og holde af mig. Sjovt nok kan jeg kun se at hvis mit temperament har noget at gøre med vores uvilje til at få børn (hvilket det delvis også har, det ved jeg bedre end andre, for det er en af mine bekymringer), så er det et udslag af vores kendskab til os selv og vores logiske tankegang. Det er nok også bedre at tænke sig igennem alle plusser og minusser i stedet for at kaste sig hovedkuls ud i det 🙂
Det var en stor omgang tænkning her på nippet til det nye år. Jeg havde brug for at få det tænkt ud og sat ned på skrift – og hvilket sted er bedre end denne min online, interaktive dagbog?
Godt Nytår også til jer 🙂
I'm tesshedall on Ravelry.