Det var en hyggelig, stille og rolig nytårsfest. Vi kørte hjem allerede klokken lidt i halv tre og var hjemme hos en meget, meget glad hund lidt over halv fire.
Her er nogle billeder fra festen, hvis noget skulle være interesseret 🙂 Videoerne sætter jeg ikke ud, tænk hvis jeg blev sagsøgt 😉 (de første fire er fra gåturen før festen – hunden skulle jo ikke mangle at gå en dejlig tur med os, heller ikke på en nytårsaften)
Det bette pus af et Sony kamera har gjort det rigtig godt og så er det så nemt at tage med overalt 🙂
Dagen i dag er for Thomas og mig rigtig afslappet. Jeg ville ønske at jeg havde min pc ovenpå, så kunne jeg sumpe sammen med Thomas og Tjalfe i varmen fra brændeovnen, til lydene af Wienerkoncerten og nytårskihoppene.
Desværre tager vuffen det ikke så afslappet, som vi. Jeg har lagt mærke til at han i et langt stykke tid har virket stresset og har nemt til gøen. Det er ikke rart at tænke på, specielt fordi jeg ikke aner hvad det skyldes. Går rundt og tænker over det, men kan ikke finde andet end at det startede efter flytningen… Er stedet og huset ikke godt for ham? Er det på grund af alle de lavtsiddende vinduer, så han kan følge med i det der sker udenfor og det er for meget for ham? Mangler han en indhegning, så han ved hvilket territorium er hans? Jeg er bekymret.
Jordegern fylder også en del i mine tanker. Jeg aner ikke om de kan overleve de kuldegrader, vi har haft indtil videre. Jeg håber at frosten er ikke nået så langt ned at det gør noget, men er samtidig slet ikke sikker. Tø! Mit kongerige for tøvejr! Det kan lige passe, med vores held, at det første år, hvor vi har jordegern til at overvintre udenfor, får vi århundredets vinter… Jeg gider ikke frost og sne mere, jeg har fået nok!
Hold da op, hvor udvikler denne post sig bare negativt… Må hellere holde op med at skrive, inden det går helt galt.