Uhmmm…

Jeg ved ikke helt hvad der har taget mig…

Først syntes jeg at jeg havde lyst til at lave sådan nogle, så der blev bagt i går aftes:

Bjarne sagde godt nok at man skal helst vente med at spise dem i minimum et døgn efter bagning for at de er rigtig gode, men det’ jo løvn så det basker, de smagte fantastisk i går aftes, stadig lune… Nu er der lavet en fordeling i form af 5 stænger til fryseren og 4 (har det engang været) til spisning her og nu. Nu er der 2,5 tilbage. Heldigvis kan man ikke spise meget kransekage ad gangen, for ellers var jeg dødsdømt 🙂
PS: Bjarne, tak for dejen og opskriften!

I formiddags lykkedes det for mig at hive sådan en omgang ud af ovnen:

Sammen med lidt smør og gode oste var de slet ikke ringe bekendskab til frokost 🙂

For fem minutter siden blev jeg færdig med endnu en klump dej. Vi følte en pludselig trang til at spise pizzaer til aftensmad – så gæren og melet blev fundet frem sammen med den trofaste Magimix og et-to-tre stod jeg med en varm og dejlig blød klump dej i hånden. Der skal ikke meget til for at gøre en Tess glad.

Godt nok er jeg ikke jamie-olivianer mere (det er blevet for kommercialiseret det hele), men denne opskrift er afprøvet og god, så hvorfor ikke? Opskriften er fra “Jamies Italien”, selvom jeg er ganske sikker på at man kan finde den i et par andre af hans bøger også. Nu er der bare lidt ventetid foran os, så skal de flade stykker dej fyldes med hjemmelavet tomatsovs, løg, rød og grøn peber, cheddar og chili-gouda (i manglen af mozarella) samt skinkestrimler og pepperoni-skiver. Ind i ovnen indtil det hele har fået en smuk gylden farve og så… Kan du se det for dig? Jeg kan næsten smage 😉