En dag som få andre har været…

Nøj, jeg var bare ked af det i dag… Det er godt at jeg er kommet ovenpå igen, det er godt at man har venner der ringer bare helt uanmeldt og tager sig tid til at snakke (tak, Rikke) og det er godt at jeg har fundet både mine jordegern og indgangen til den gang, de havde lavet sig for at kunne komme ud. Thomas bliver altså nødt til at lave en kasse til dem, som de kan grave i – jeg tror at de savner et godt og solidt sovested. Eller også må jeg tage fat her i weekenden 🙂

Først havde vi en tur ud af huset, hvilket i og for sig var meget hyggeligt, men hele vejen frem og tilbage blev jeg bombarderet af flotte huse med haver og garager og masser af plads (jeg vil også have mit eget hus!), og vejen tilbage var grusom også på en anden måde. Der var otte elever, jeg bare ikke kunne få til at gå i en hurtigere tempo end sneglefart. Malene ville gerne hjem, jeg skulle til møde klokken 11.40 og så skulle jeg samtidig være gårdvagt. Blah. Vi kommer hjem, sætter os til at spise en smule, og jeg bliver nødt til at genne dem ud, fordi jeg skal afsted til det møde. “Du er sådan lidt en sur mukke i dag, Teresa.” Det var en af drengene, der sagde det, og han havde ret, fordi jeg var træt og stresset og havde bare ikke tid til at tage mig tid. Han sagde det også på sådan en lidt sød måde, som for at minde mig om, at “vi kan altså meget bedre lide at du ikke er sådan”, hvilket jeg også har opfattet sådan. Jeg kan levende forestille mig, at hvis det var min egen dreng, ville han have givet mig en knuser samtidig med han sagde det. Bare for at minde mig om at jeg er altså dejlig, men ikke helt lige nu. Vi havde også en meget hyggelig time efter pausen.

Problemerne kom først senere, da jeg havde hjemkundskab, hvor jeg får at vide at jeg er en sur mokke, og hvor pastaen bare ikke vil som de vil, og hvor jeg får skylden for alt der går galt, når jeg nu HAR sagt til dem at de skal blive ved med at ælte. De kan åbenbart ikke forstå hvor meget man skal ælte den slags dej og hvor vigtigt det er.
Det ender med at jeg igen har fri klokken 14.50 (timen ender 14.15…)

På vejen hjem ser jeg en sms fra Malene og ringer til hende, bare for at få at vide, at de forældre, som hun havde møde med i dag, havde behandlet hende rigtigt dårligt og hun var grædefærdig i telefonen. Det drejede sig åbenbart om et brev, jeg havde skrevet om drengens madpakke, af hvilken han smider halvdelen ud i skraldespanden. Det var meget åbenlyst et påskud til at føre sig frem, da jeg havde mødt både moderen og faderen i dag og ingen af dem havde sagt noget som helst til mig om det (og jeg er jo trods alt ophavsmanden til det famøse brev). Hvis det ikke havde været det brev, så havde de fundet sig noget andet at angribe hende med, det er jeg overbevist om, men det gør meget ondt at høre hende være så ulykkelig.

Hjemme kan vi ikke finde de forbistrede jordegern igen, de er ikke i deres bur, og jeg kunne ikke finde ud af hvor i så fald deres ind- og udgang var. Det endte med, at jeg fandt ud af det og fik det fikset, men det var faktisk først efter at have været totalt ulykkelig. Thomas fik tre opringninger i dag om at de vil gerne have ham til samtaler i Herning Kommune, og har allerede været til en samtale i aften, hvor han fik jobbet tilbudt en times tid efter samtalen. Nogle gange er det bare surt at være kvinde og ikke-naturfaglig… I morgen skal han til minimum to samtaler mere, måske flere, hvis andre ringer til ham i løbet af dagen.

Jeg gik bare helt i opløsning, ikke pga hans samtaler, men fordi jeg syntes at hele verden vendte sig lige pludseligt meget imod mig og jeg bare ikke kunne tackle hele verdens vrede. Det var helt synd for Thomas, fordi han ikke engang turde glæde sig over de samtaler, han skulle til, fordi jeg sad og stortudede lige foran ham. Det var jo bare ikke ham, der havde skylden, der var hele den onde verden, som ikke var glad for mig og som egentlig bare helst så at jeg forsvandt. Et STORT bundløst hul, jeg der var faldet i.
Jeg var lige begyndt at skrive mine tanker ned, men så kunne jeg mærke tårerne presse sig på – den slags er ikke til for at blive skrevet ned, så kan det nemlig også gøre ondt på mig engang langt ude i fremtiden, og så kan det også gøre mine venner kede af det – og det ser jeg ingen grund til.

Lige nu er jeg ved at færdiggøre denne post, som jeg startede på for et par timer siden og Thomas sover som en baby på sofaen. Han, der for 10 minutter siden sagde at han havde så meget uro i kroppen, at han ville ikke kunne falde i søvn i nogle timer endnu… Jeg bliver helt øm over den slags hos ham. Det må være kærlighed, intet andet vil kunne forklare det 😀

Nu må jeg hellere sige godnat, og putte mig i seng med min Thomas og mine hjemmelavede ris-varmepuder. Natnat.