Efter en lidt vild weekend sidder jeg her, klokken lidt over ni, en mandag aften med Thomas ved siden af (spillende Diablo), strikketøjet i nærheden og en hyggelig fornemmelse i maven.
Siden jeg holdt op med at spise kulhydrater i uge 42, har jeg fået det bedre på så mange punkter, at jeg selv ikke ved det endnu. Én ting har jeg dog opdaget – at jeg kan sætte en direkte linie mellem mine depressionssymptomer og mel. Jeg havde i løbet af de sidste år haft mange “anfald” – for jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det – af deprimeret mavestemning. Alt, alle mine følelser manifesterer sig i maven. Jeg er et stort forbløffet spørgsmålstegn om hvorfor jeg endnu ikke har (puk puk w niemalowane drewno) fået mavesår. For alt sætter sig direkte i maven af mig, alle følelser.
Så da jeg fik ondt i maven på en bestemt, ubehagelig måde, oversatte min hjerne det direkte til at jeg er ked af det. Ked af det uden grund, uden at jeg ved hvorfor og hvad udløser det. Og sådan startede en ond cirkel. Jeg følte denne ubehag, dvs jeg var ked af det, så fik jeg det endnu mere ubehageligt og blev mere ked af det (specielt fordi jeg vidste ikke hvorfor jeg var ked af det in the first place). Goddag mand økseskaft…
Jeg lagde næsten med det samme (det tog kun et par dage) mærke til, at jeg ikke havde denne fornemmelse i maven mere. Jeg følte det simpelthen ikke. Det var et dejligt tegn, og meget positivt. Det kom igen efter en lille time efter jeg spiste lidt cheesecake fra Polen, som mor havde i gemmerne. Der var lidt sukker i selve ostemassen og en mørdejsbund nedenunder. Det tog en time – og jeg kunne mærke det velkendte “ked-af-det” følelse igen. Ikke vildt og meget, men det begyndte definitivt at røre på sig. Det samme skete de få gange, hvor jeg fik noget brød sidenhen. Jeg troede faktisk at jeg havde udviklet en allergi mod gluten, men det kunne i hvert fald ikke påvises i en blodtest, så det er nok ikke det. Én ting ved jeg dog – jeg vil fremover begrænse mit indtag af mel så meget som jeg kan, bare fordi jeg ikke har nogen lyst til at have det dårligt. Det er der ingen grund til. Og så – hvor ked af det kan man være på en kost hvor det er fint at spise æg, bacon, masser af kød og grønsager, nyde lækker mørk chokolade, drikke kaffe med rigtig piskefløde og i det hele taget ikke være sulten? Jeg synes faktisk ikke at jeg lider afsavn, og får jeg en ubændig trang til en bolle med tandsmør, er der også plads til lidt af det, bare jeg er opmærksom på at der er konsekvenser.
I alt fald ved jeg nu præcis hvordan det er at gå forbi hylderne med slik uden at skænke dem en tanke. Hvordan det er at kigge på andre spise lækkert brød og kage og ikke have det allermindste lyst til det. Og hvordan det føles unødvendigt for mig at spise ris, pasta og kartofler, også de super lækre halve kartofler bagt i ovnen, med sprødt skind og blødt, mamset indre. (En lille hemmelighed – jeg havde taget en fem-seks af de mindste bagte kartofler – sådan nogle på størrelse med min tommelfingernegl – to gange i løbet af ugen, og det endte med at jeg afleverede de sidste to-tre til Thomas – jeg havde simpelthen ikke lyst til og behov for at spise dem.)
Til gengæld nyder jeg min kaffe med lidt kokossukker og et skud af den lækre, fyldige piskefløde 🙂
Napisalam taka dosyc duza pogadanke o moim jedzeniu. Znaczy o niejedzeniu weglowodanów. I o tym ze nie czuje sie taka zdolowana ani nic, za to jak zjadlam troche sernika u mamy, od razu poczulam to moje depresyjne dziwactwo w brzuchu.
Nie potrafie tego wytlumaczyc, ale jestem zadowolona ze przestalam jesc weglowodany. Wole jesc jajka, bekon, mieso, warzywa, ciemna czekolade i kawe z prawdziwa smietana (ta gesta, do ubicia). I sos. Duzo sosu 🙂
Nawet nie potrzebuje juz wcale ani ryzu, ani makaronu, ani kartofli. Jak ostatnio wzielam pare kawalków kartofla na talerz, oddalam Thomasowi polowe, bo nie mialam na nie wcale ochoty. Wolalam warzywa.
Jedno trzeba przyznac – duzo rzeczy sie zrobilo za slodkie dla mnie. Ciekawe jak to dalej bedzie…
I'm tesshedall on Ravelry.