Er lige blevet færdig med at læse den. Den er faktisk rigtig god, selvom jeg forstår ikke hvordan hun kunne få sig selv til at skrive en sådan karikatur ind i bogen, som politichefen er. Det er intet mindre end en parodi.
Glæder mig til at tage fat på den næste bog.
I forgårs var jeg ude og fotografere lidt inde i vores have. Der er ikke meget, men lidt smukt er der dog at kigge på. Tjalfe var meget interesseret i hvad det var, der var så interessant ved alle de planter, og undersøgte dem nøje. Som resultat deraf er hans næse kommet på én af billederne 🙂
Min rosmarin har fået blomster. Selve planten ser mig lidt færdig ud, men blomsterne er meget smukke. De føles så små og forsvarsløse, man nænner slet ikke at gøre andet end at nyde dem. Håber bare at mine rosmariner kommer til hægterne på et tidspunkt.
Bagved huset er der allerede nu en mængde blomster, jeg glæder mig til. De er ikke sprunget ud endnu, mine valmuer, men det tager ikke lang tid før jeg kan nyde dem til fulde. Én af dem er mere modig end sine kammerater og kigger lidt forsigtigt ud om det er nu, “det er nu” 🙂 Det kommer til at se så smukt ud. Jeg glæder mig vildt.
Nu er jeg langt om længe gået i gang med oprydningen. Køkkenet ser ok ud (ikke pænt endnu, nej) og stuen er ved at blive befriet for sin bunke vasketøj, som er ved at blive lagt sammen. Sofabordet trængte også til en ordentlig omgang vask, så jeg fjernede alle spilcovers (jeg hader denne vane), alle fjernbetjeninger og PS3 tingesten og går i gang med glasvask og køkkenrulle. Det er først da jeg var i gang med at pudse glasset nedefra, jeg lagde mærke til hvad der kunne ses under glasset. Gud Fader bevares…
Ja, og det er ikke engang løgn! Han har jo fået sig en “veninde” hos Vidnerne, som kommer engang imellem, skriver små breve til ham og putter dem i vores postkasse sammen med de her blade… Det allermest bekymrende er dog at han har ikke smidt det her langt væk, men ligefrem sat det i vores sofabord!!! Jeg er bekymret. Hvornår flytter vi???
I dag er jeg alene. Thomas er taget afsted med en kasket og en ordentlig dunk solcreme i bilen for at vise en masse små børn hvordan man fanger insekter. Det er Skovens Dag i dag, og da Karen Barfoed ringede, sagde han selvfølgeligt ikke nej 🙂 Det betyder dog at jeg har i dag hele huset til mig selv (og en masse gøremål i huset er der også). Heldigvis ser det ud til at det ikke bliver en fuld solskinsdag – det er vist grusomt at stå i fuld sol hele dagen.
Jeg har ikke set Fif siden han kravlede ind i sin hule i går aftes. Forhåbentlig sover han ud og jeg får lov til at se ham senere på dagen. Fie har allerede været ude og soignere sig, men er vendt tilbage til børnene. Jeg venter spændt på at finde ud af hvad det er for nogen og hvor mange der er, så jeg kan skrive om dem på jordegern.dk for at finde egnede købere. De skal jo afsættes de små, vi kan ikke have dem, det har vi ikke plads til. Jeg vil meget nødig afsætte dem til Arnfred, jeg ved jo at han ikke behandler sine jordegern godt. De har simpelthen ikke plads nok i burene.
Noget siger mig at jeg finder noget egnet musik og går i gang med køkkenet og stuen. Der er også lidt vasketøj at tage sig af. Jeg har lige pludselig fået lyst til at tørre mit tøj udenfor, men det er ikke verdens nemmeste job, når ens tørresnor er næsten ikke eksisterende 🙂 Jeg må se hvad det bliver til.
Jeg er begyndt at strikke igen. Det er en dejlig afslappende og nærmest meditativ følelse at klikke pindene mod hinanden, at udføre de samme bevægelser om og om igen og at se noget flot vokse ud af det. Indtil videre har jeg ikke ondt i håndleddene, det er jo det der fik mig til at stoppe sidste gang.
Jeg er faktisk blevet færdig med en sjal for et par dage siden. Den har været under opsejling de sidste tre år, tror jeg 🙂 Der manglede ikke meget, men det er faktisk svært at tage sig sammen til at gøre noget, specielt når man har så mange projekter, der ligger og venter på færdiggørelse. Jeg fandt den frem den anden dag, strikkede en række og afslutning og af det sidste garn lavede jeg en pompom (er det virkeligt sådan, det skrives???) til at hænge på midten. Den er blevet fin.
Nu kan jeg mærke at morgenmaden venter, jeg er sulten 🙂
Det burde Fif kunne skrive under på 🙁
Thomas har taget Fif ud i dag, og han føltes så stille og rolig, kunne ikke hoppe langt, humpede nærmest afsted, så afkræftet ud. Vi fandt ud af at han har ikke kunnet få vand ud af hans vandflaske, og var tørstig. Jeg fik mistanken da han humpede ud til badeværelset og begyndte at bide i vores badeforhæng, gav ham vand i et låg og han begyndte straks at drikke. Ikke ret meget, et klogt dyr. Det må man nemlig ikke, når man har været meget tørstig, så får man krampe i maven. Vi ved ikke hvor lang tid han har ikke kunnet få vand, men vi burde have tjekket det – fremover bliver det så tjekket hver dag. Man bliver klog efter at skaden er sket.
Heldigvis ser det ud til at han klarer sig. Det tog ham ikke særlig lang tid at begynde at opføre sig lidt mere normalt. Han er stadig afkræftet og har ikke energi til noget, men alligevel kunne han hoppe (ikke humpe længere) lidt ud på græsplænen.
Hans afkræfthed kan man se på at han tillod mig at tage sig op i hænderne flere gange – det ville han aldrig have gjort hvis han var frisk. Jeg er dog glad for at han stoler på mig så meget og at han er så tam.
Da han var ude på græsplænen, fandt han frem til buret og forsøgte at finde indgangen. Det er altså super sødt – han ved at det der er hans hjem 🙂 Vi valgte ikke at lade ham komme ind – Fie ville have bidt ham i nakken og han er altså for svag nu til at kunne forsvare sig ordentligt. Hun skal nu have fred til sine unger. Man ser hende sjældent ude, så der må da være noget at tage sig af dernede. Fif har stadig sårskorpe fra det sted på halsen, hvor hun havde bedt ham før vi havde flyttet ham.
Det lille sorte sted i nakken er der, hvor såret sidder.
Nu er han kommet ind i sit bur igen, hvor der er masser af vand og et æble, som han straks gik i gang med. Vi må vente og se i morgen hvordan han får det, og observere ham godt i de næste par dage. Jeg kan se at han har spist af æblet og er nu forsvundet – garanteret ind i sin rede, hvor han nok har lagt sig til at sove.
Det er bare godt, at det ikke gik helt galt.
Men det smagte nu godt alligevel. 🙂
Jeg har fået en forkærlighed for at lave mine drinks uden tilsætning af alkohol. Jeg har ikke lyst til at blive fuld, men har heller ikke lyst til at nøjes med at drikke cola eller appelsinvand hele aftenen. Det er så kedeligt i længden.
Derfor blander jeg drinken som en almindelig drink, bare uden tilsætningen af alkohol. Med vodka er det ikke noget problem, da vodkaen smager ikke af noget og kun giver procenterne. Jeg er lidt betænkelig over det her mojito, da rom har mere smag end vodka, men da jeg prøvede at blande mynte og lime sammen og toppede med danskvand, blev det til en fantastisk forfriskende drik, som sagtens kan bruges på alle tider af døgnet.
Godt nok har jeg ikke gjort det på den traditionelle måde med friske mynteblade og ditto limesaft, men min måde er meget nemmere og krøver mindre oprydning bagefter. Jeg har nemlig Rose’s Mojito sirup og Limesirup. Indtil nogen andre laver den rigtige version til mig, er denne fin (specielt når man tænker på at det jo ikke er selve drinken, jeg laver, men en alkoholfri “sodavandsdrik”).
Den er altså vanedannende…
Thomas har ikke fået stillingen i Aulum. Det er ærgeligt, fordi det ville han gerne have haft, men de kunne ikke få det til at passe med det tysk, som de skulle have besat. Det var træls. Til gengæld fik han det at vide på mail, og det synes jeg ikke er i orden, når hun nu havde ringet før – hun kunne da have taget sig den tid at snakke med ham i tre minutter.
Jeg har lige sendt en ansøgning til en skole i Skanderborg Kommune, hvor der er en stilling både til mig og til Thomas. Han sender også en ansøgning, men lige nu er sofaen og Star Trek vigtigere 🙂 Den skal sendes inden i morgen middag.
Jeg har haft en del møder og alt muligt andet i det seneste tid. Det gør at jeg bare ikke har haft noget overskud til at tage mig af huset. Køkkenet ligner Jerusalems ødelæggelse og der ligger store bunker vasket tøj på sofaen. Energien er der bare ikke til at gøre de ting og jeg skubber min dårlige samvittighed fra mig. Lige nu trækker Star Trek også i mig. 🙂
Bare til information: vi har heller ikke fået det på Skals…
og det ser ud til at Fie har flyttet sine små unger ned i hulen. Ups…
Jeg har flyttet Fif. Igen igen har jeg observeret at den ene af dem bider den anden i nakken, og det ser ud som om – jeg kan ikke forklare det ordentligt, det skal ses – men det føles som om de ikke skændes og slås, men lidt som et gammelt ægtepar på afveje, hvor de lægger an til en god gang bank. De sad i dag begge på bagbenene og “tjattede” til hinanden med forpoterne. Jeg aner ikke hvad det betyder, men har ikke helt lyst til at nogen af dem bliver skadet. Jeg kan jo også lukke ham ind igen, hvis det var.
Ungerne er væk fra huset, det samme er det meste af køkkenrullen. Jeg troede ærlig talt ikke at hun kunne flytte dem, når de nu var blevet så store (nok en 4 cm), men det ser ud til at det kunne hun gøre. Det gør vores arbejde meget nemmere – nu skal vi ikke lave en speciel platform til dem, nu skal der bare laves noget, der kan forhindre dem i at løbe ud i en 30 cm’s højde.
Det betyder så også at jeg kan ikke lukke hulen til og genoprette de normale tilstande, som jeg havde lovet mig selv at gøre. Det gør også at de stadig kan grave sig ud på den anden side af buret, hvis de vil. Det er for så vidt det, der bekymrer mig mest. Det gør så også, at jeg er sikker på at de har det varmt nok i hulen, for hun er der nærmest hele tiden, og der har hun garanteret lavet sig og ungerne en dejlig varm rede.
Nu når jeg tænker over det, er jeg ikke helt tilfreds med at Fif og Fie bliver skilt ad, for hvad nu hvis de ikke vil acceptere hinanden, når ungerne er fløjet af reden? Må snakke med Thomas om det.
Så er soveposen færdig. Den blev lidt sjov ovenpå, da det var første gang, jeg prøvede at tage masker ind i hækling, men alligevel er jeg tilfreds.
Nu hænger den oppe i buret med to hasselnøddekerner i sig, der skal ligesom være noget at komme derop efter, ikke? 🙂
Nu må vi se hvad de siger til den og om den ender med at blive ødelagt i løbet af den første uge…
Ville bare dele et billede med jer af min fødselsdagsgave fra Anne. Min orkidé har allerede mistet blomster én gang, hvorefter jeg bare lod den stå og fik nye blomsterstande på den igen. Der er ikke så mange blomster på, kun 6, men disse holder sig til gengæld flot og giver lidt farve i tilværelsen 🙂
I'm tesshedall on Ravelry.