Det burde Fif kunne skrive under på 🙁
Thomas har taget Fif ud i dag, og han føltes så stille og rolig, kunne ikke hoppe langt, humpede nærmest afsted, så afkræftet ud. Vi fandt ud af at han har ikke kunnet få vand ud af hans vandflaske, og var tørstig. Jeg fik mistanken da han humpede ud til badeværelset og begyndte at bide i vores badeforhæng, gav ham vand i et låg og han begyndte straks at drikke. Ikke ret meget, et klogt dyr. Det må man nemlig ikke, når man har været meget tørstig, så får man krampe i maven. Vi ved ikke hvor lang tid han har ikke kunnet få vand, men vi burde have tjekket det – fremover bliver det så tjekket hver dag. Man bliver klog efter at skaden er sket.
Heldigvis ser det ud til at han klarer sig. Det tog ham ikke særlig lang tid at begynde at opføre sig lidt mere normalt. Han er stadig afkræftet og har ikke energi til noget, men alligevel kunne han hoppe (ikke humpe længere) lidt ud på græsplænen.
Hans afkræfthed kan man se på at han tillod mig at tage sig op i hænderne flere gange – det ville han aldrig have gjort hvis han var frisk. Jeg er dog glad for at han stoler på mig så meget og at han er så tam.
Da han var ude på græsplænen, fandt han frem til buret og forsøgte at finde indgangen. Det er altså super sødt – han ved at det der er hans hjem 🙂 Vi valgte ikke at lade ham komme ind – Fie ville have bidt ham i nakken og han er altså for svag nu til at kunne forsvare sig ordentligt. Hun skal nu have fred til sine unger. Man ser hende sjældent ude, så der må da være noget at tage sig af dernede. Fif har stadig sårskorpe fra det sted på halsen, hvor hun havde bedt ham før vi havde flyttet ham.
Det lille sorte sted i nakken er der, hvor såret sidder.
Nu er han kommet ind i sit bur igen, hvor der er masser af vand og et æble, som han straks gik i gang med. Vi må vente og se i morgen hvordan han får det, og observere ham godt i de næste par dage. Jeg kan se at han har spist af æblet og er nu forsvundet – garanteret ind i sin rede, hvor han nok har lagt sig til at sove.
Det er bare godt, at det ikke gik helt galt.