I lægens venteværelse.

I går ventede jeg. Jeg er ikke god til at vente hos lægen, specielt ikke når jeg ved at der er en nål eller kniv for enden af ventetiden. Og i går var der begge.

Heldigvis var der en spændende artikel at læse (en sjældenthed i bladverdenen, synes jeg), næsten ingen mennesker og de to babyer i baggrunden opførte sig eksemplarisk. Da jeg kom ud af konsultationen, følte jeg mig igen sikker på at jeg ikke kommer til at gå rundt med en barnevogn i den nærmeste fremtid (tre år, for at være præcis). Det gjorde godt, for på trods af alle mine tanker og slåsen med mig selv, er jeg bare ikke sikker på at det er det rigtige for Thomas og mig – også selvom jeg ved at på den måde får vi ikke de oplevelser, mange andre mennesker tager for naturlige. Så længe jeg ikke er sikker, skal det bare ikke være. Jeg ved godt at det kan ende med at det bliver for sent – det må jeg leve med. Det er min beslutning, jeg må tage konsekvenserne.

Imellem alle disse fine tanker og betragtninger er det stadigvæk en kendsgerning at jeg peb lidt og at jeg er meget pylret i dag over armen min. Hvad skal en pivskid dog gøre?

Wczoraj zabezpieczylam nas przed niechciana ciaza – zadnych dzieci przez nastepne trzy lata.