I det sidste stykke tid har jeg læst en del på en blog, der hedder “Slagt en hellig ko”. Den faldt jeg over hos en anden blogger, som linkede til en opskrift fra “den hellige ko’s” blog. Opskriften giver nogle utroligt søde og nuttede nålepuder, som jeg håber, at jeg kan lære en af mine piger i håndarbejde, for det er faktisk meget nemt, det hele hækles i fastmasker, man skal bare kunne tælle til ti.
Jeg er ved at blive en habil hækler, vil jeg lige have lov til at sige, har bare ikke helt gennemskuet det der med hvordan man får hæklet i rundkreds uden at det kommer til at bølge – men det skal nok komme. Indtil videre må jeg hækle fra opskrifter. Sys Fredens har skrevet en bog “Hæklerier”, som er fuld af smukke opskrifter på alt muligt, inkluderet en jakke, som jeg har lovet mig selv at hækle til mig selv. Jeg synes at det er nemmere at hækle end at strikke. Det bliver på en måde pænere og mere ensartet…
Her er et close-up billede af den sovepose, jeg er ved at hækle i silke. Sådan kommer mine strikkearbejder aldrig til at se ud…
Det er egentlig på grund af billeder, jeg startede med at skrive dette indlæg. Liselotte, hende fra “en hellig ko” har en masse billeder taget næsten hver dag, som hun deler med dem, der læser hendes blog. Det gør faktisk hendes poster hyggeligere og mere spændende, så det har jeg også valgt at gøre lidt mere ud af. Jeg håber at det er et forsæt, jeg kan holde.
Indtil nu fik jeg lært at der er en funktion på vores store klods af et kamera, der hedder ikke bare close-up, men super-close-up, hvilket gjorde at jeg kunne tage et billede af et billede på min skærm:
Læg mærke til alle de små pixels… Det er egentlig fantastisk 🙂
Den tredje ting, jeg fik lavet et super-close-up af er den ene del til en ny nålepude – jeg må jo blive god til det, hvis jeg skal lære fra mig, ikke? Denne gang har jeg været i gemmerne og – ganske som jeg havde troet – fandt jeg meget forskelligt garn, også noget, som jeg påtænker at hækle en taske ud af, for jeg kan ikke længere huske, hvad det var for et projekt, jeg havde købt det til, og om der overhovedet var et projekt i sigte. Hvad man ikke har i hovedet…
Der var også noget bomuldsgarn, som jeg havde købt (igen) på tilbud et eller andet sted, hvor det garanteret ikke kostede mere end en tier pr nøgle. Nu kommer det så mig til gode, da farverne passer godt sammen og det bliver en utrolig sød lille nålepude, jeg får lavet mig.
Desværre er farven gengivet forkert, den er ikke så orange, men mere sart lyserød med en smule laksefarvet i det.
Om billedet må man sige, at det er blevet lidt sløret og er taget i lampelys (derfor farveskiftet).
Jeg bliver til stadighed forundret over hvordan et langt stykke tråd kan ende i sådanne fine og sirlige mønstre, som kan opbygge næsten lige meget hvad man kunne finde på. Tasker, bluser, sjale, og såmænd også duge, karklude og grydelapper…