Vores rådyr

Det er de jo ikke, det ville være synd at sige…

Men alligevel – Tjalfe og jeg har gjort dem bekendskab  og har besøgt dem flere gange. De er lidt nervøse af natur og bliver ikke så længe for at sludre, men de er dejlige naboer, det er de altså. Det er så hyggeligt at mødes og sige hej i ny og næ.

I dag havde de lidt lang tid, så besøget blev længere end jeg nogensinde havde oplevet før – og det med en hund løs ved min side (man må altså sige at vi var langt væk, billederne er taget med 5x optisk zoom).

Den ene har ikke spist i al den tid, vi var omkring, den stod og observerede os meget indgående, garanteret for at finde ud af om vi kunne finde på at være farlige – der var jo ingen grund til bekymring, men vi tog også stille og roligt afsted igen for at give dem fred til at spise – endelig kan man finde noget mad under sneen! Det er vist også usædvanligt at se rådyr græsse på åben mark midt på dagen – de må være ret så sultne, de stakler, men med denne her vinter er der heller ikke noget at sige til det! Velbekomme, siger jeg bare 🙂