Humor på højt plan

I dag var vi alle tre med til gymnastik. Der var juleafslutning, og her to dage før terminen syntes jeg at det var lidt meget at skulle klare alene.

Sidste gang, Thomas var med (for to uger siden) var det rimelig nemt for ham at få fanget Ronja i opløbet for at hun kunne få sko og jakke på og komme ud i bilen. Han syntes dog at der var rimelig meget kaos til selve gymnastikken (hvilket der også var). Derfor sagde han disse dumme ord: “Det var da ikke svært det her…”

I dag hyggede vi ret så meget, selvom Thomas’ måde at lave gymnastik sammen med Ronja er ofte at kigge på hende fra den anden ende af salen, mens hun laver en masse forskelligt.

Da vi var færdige med gymnastikken, hjalp både Ronja og Thomas med at bære redskaber ud, mens jeg satte mig på en skumdims og slappede lidt af. Det vil sige at de begge gik ud i redskabsrummet. Efter et langt, langt stykke tid (de sidste redskaber var ved at blive flyttet og jeg skulle af min skumdims) gik jeg ud i den store sal, kun for at se Thomas kiggende totalt fortabt ude ved døren til gangen og kantinen – helt i den anden ende af salen – tydeligvis kiggende efter sin datter.

Jeg grinede højlydt, for det var så tydeligt at hun var smuttet fra ham. Da jeg igen ser Thomas, følger han efter Ronja, der løber til mig (han har nok bedt hende at finde mor – snydetrick, da jeg normalt ikke har den mulighed!).

Vi kommer i omklædningsrummet, får sko og jakke på, og Ronja løber ud af omklædningsrummet og ud i den lille sal igen, hvor Thomas er nødt til at løbe for at få fat på hende.

Vi tager hende med ud til bilerne og Ronja smutter igen og er på vej væk på parkeringspladsen (heldigvis parkerer vi i det stille hjørne), for hun vil ikke med far i bilen – “Jeg går min egen vej.” Javel ja.

Igennem det hele grinede jeg rigtig meget, for nu kunne han endelig se at det ikke altid er så nemt – og jeg er jo for tiden langsommere end han er.

Så kan han lære det!

Bylismy dzisiaj na gimnastyce w trójke. Ostatnim razem udalo sie nam Ronje dosc latwo ubrac na koncu i doprowadzic do samochodu, co Thomas skomentowal, bo ja mialam zawsze problemy jak bylam sama.

Dzisiaj nie pomagalam chowac rzeczy do gimnastyki, tylko sobie usiadlam. Thomas i Ronja pomagali. Po dosc dlugim czasie ide ich szukac do duzej sali i widze Thomasa stojacego w drzwiach do kantyny z bezradnym wyrazem twarzy i najwidoczniej w swiecie nie majacego najmniejszego pojecia gdzie sie podziala jego córka. Wychodze na chwile (sie wysmiac) i jak go znowu widze, idzie za Ronja, która chyba poprosil o znalezienie mamy (oszustwo, bo ja normalnie nie mialam takiej mozliwosci!), bo przybiegla do mnie jak tylko mnie zobaczyla. 

Zaciagnelismy ja do przebieralni, zalozylismy jej buty i kurtke i znowu uciekla Thomasowi do malej sali. Jak ja zlapal i wyszlismy na parking, nie chciala isc do samochodu i poszla na spacerek na parkingu  – na szczescie parkowalismy w spokojnym kacie – wiec musialam mu powiedziec zeby ja zlapal, bo nam jeszcze ucieknie gdzies pod jakis samochód. “Ja sobie ide swoja droga.” No prosze panstwa….

Trzeba przyznac ze sie usmialam, bo nalatal sie za nia porzadnie i wreszcie zobaczyl ze to wcale nie jest takie fajne.