Her sidder jeg og er ved at skrive en lille kommentar til en dame, hvis blog jeg følger med i og som har mistet sin mand i dag. Sidder med tårer i øjnene, for hvor er det i grunden nemt at komme til at holde af nogen, som man aldrig i sit liv har mødt. Jeg er ikke god til at udtrykke mig, når det gør ondt på nogen, men jeg syntes at jeg ville gerne skrive lidt til hende denne gang.
Lige pludseligt går der én forbi mit vindue. Jeg når lige at se vores udlejer i en mildest talt atypisk kostume – nemlig et par hvide underbukser og sko. That’s it. Det var det, han havde på. Udenfor. På en november-eftermiddag. Gående til – bilen, værkstedet? Who knows?
Livet er nogle gange surrealistisk…
I'm tesshedall on Ravelry.