En voldsom uge

Sidder her, klokken 9.30 en søndag aften. Har stadig opvasken der skal tages og der skal gås ud med skraldespanden, fordi den bliver tømt i morgen. Der skal skrives en lille note til vuggeren. Ronja sover på sit værelse, Thomas snakker med Jesper.

Er træt. Faktisk så træt, at jeg er grædefærdig. Ikke træt kropsligt, føler ikke at “en god nats søvn” er løsningen på min træthed, men udmattet psykisk efter det, der har vist sig en meget hård og energikrævende uge.

Ronja er i fredags startet i en vuggestue i Bremdal. Alle folk siger at det er godt til os, men jeg har bare den der med – burde dagplejen ikke være det bedste og det mest optimale for mit barn? Burde hun ikke have fået den bedste tryghed og de bedste vilkår i dagplejen? Burde det ikke have været sjovt og hyggeligt, dejligt og fantastisk? Hvorfor er vuggestuen det bedste for os og for min lille pige?

Jeg har været ked af det og vred, jeg har holdt hovedet koldt og beroliget Thomas, jeg har snakket og forklaret, været fornuftig og rolig. Jeg har været handlekraftig og hurtig til at tage affære. Det, sammen med en masse andet, har gjort, at vi er kommet ovenpå i hele denne sag, føler vi begge to. Vi har opnået at få folk til at lytte og til at reagere og det er simpelthen så fedt. Men det har kostet på kræfter-kontoen hos os begge og vi er ganske, ganske færdige. Thomas er lige så udmattet som jeg er, det ved jeg. Og det er jo ikke fordi vi struttede med kræfter i forvejen.

Der er nok nogle ofre i den krig. Den ene af dem bliver nok vores dagplejer, fordi jeg kan forestille mig at ledelsen gerne vil bruge hende som syndebuk. Det har hun ikke fortjent, for hun er en sød, omsorgsfuld kvinde, som har simpelthen ikke tænkt sig om. Håber at hun også kommer ovenpå.
Håber lidt at man vil bruge os og vores sag til at få ryddet lidt op i dagplejen her i vestbyen. For noget siger mig at det sejler og at man skal være en ganske dygtig svømmer for at kunne holde hovedet over vande. Vi vil i hvert fald gøre vores for at der bliver rusket lidt op i det.

Efter onsdag og torsdag i sidste uge havde vi begge hårdt brug for en weekend. Det hjalp ikke på det hele at far holdt 80 års fødselsdag i går. Det krævede også lidt kræfter, selvom vi kom bare som gæster og var ikke med til at organisere eller planlægge noget som helst. Far havde dog en dejlig dag og det var en fin fest. De andre i familien havde været superaktive og hjælpsomme, jeg havde dårlig samvittighed, men jeg havde ikke engang overskud til at være med til at læse en sang/tale, som Alicja har skrevet, op af et stykke papir. Der var simpelthen ikke plads til noget som helst i mit hoved.

Jeg ville så gerne have overskud til at sætte mig ned og sy de knapper, der er faldet af min datters tøj. Pille op en del af den kjole, jeg er i gang med at sy til Ronja, som jeg fik syet forkert og som ligger ved siden af min pc lige nu og har gjort det den sidste måned. Jeg ville gerne have overskud til at få ryddet op på min hobbyplads så jeg kunne tegne/male lidt og måske skabe lidt overskud for mig selv på den måde. Det ville være så fedt at have overskud til at koge klejner eller bage vanillekranse. Hygge lidt. I stedet ser jeg en endeløs strøm af skal-opgaver, både herhjemme og på arbejdet (de to dage hvor jeg var nødt til at tage fri har absolut ikke hjulpet på den sag), både med julepynt, julelys, gaver, oprydning, rengøring, tøjvask (og en vaskemaskine, der stadig ikke er ordentlig ren på trods af mange koge- og syrevaske) og en masse andet, jeg ikke engang kan huske mere.

Jeg har ikke engang overskud til at have ondt af mig selv lige nu. Tror at det er bedst at jeg pakker sammen og går i seng (selvfølgeligt efter at have smurt morgenmaden, fyldt opvaskemaskinen og gået ud med skraldet). Godnat.

Duzo gadania, dosyc depri. Zmeczona jestem.