Geografien er blevet behørigt læst, så jeg rent faktisk har en idé om hvad jeg skal snakke med eleverne om 🙂 (jeg ville nok ikke tage i skolen uden, dertil er jeg altså alt for samvittighedsfuld), hunden har slappet af hele aftenen, Peter Plys kørte i fjerneren to gange, hvoraf den ene blev set og nydt – det er sådan en dejlig fortælling :), og lige nu er billederne faktisk blevet udvalgt og gjort mindre. Nu skal der bare laves posts til dem.
Den første kommer her.
Som bekendt har Anne haft fødselsdag i tirsdags. Hun er en dejlig pige, og ikke mere bange for mig (det har hun ellers været), hyggelig og sød. Der siges at hun har et temperament der siger spar fem når hun vil, heldigvis er jeg ikke så ofte i nærheden af hende når hun får et anfald :).
Hun fik legetøj i fødselsdagsgave – selvfølgeligt, siger folk så, hvad andet kunne man give sådan en dejlig lille pige?
Tja… hendes forældre forærede hende et – for mig – torturinstrument beregnet på at more de små og stresse de store personer i husholdningen.
Ved første øjekast er det et fint stykke legetøj, klare, friske farver og en del bolde man kan putte ind for så at se dem hoppe ud igen. Super legetøj, barnet kan nærmest beskæftige sig selv en hel eftermiddag. Anna nød det også, uden tvivl, hun syntes at det var hyggeligt og dejligt og grinede da boldene hoppede ud helt af sig selv. Det var fantastisk at se hende glæde sig over det som – ja, som et lille barn 😀
Problemet er så når det fine stykke legetøj spiller sit fine stykke musik uafbrudt, fordi der hele tiden er nogen, der trykker på en knap for at få de farverige bolde op. Boldene, ja, fint, de larmer ikke – men hvorfor har en eller anden hjerteløs person ikke lavet en “sluk-for-musikken” knap? Har de stakkels voksne ikke fået nok larm i løbet af en dag fyldt med andres børn, der skulle snakkes med, tages sig af og væres opmærksom på? Dejligt legetøj, dum musik! Jeg tror at det må være svært at forstå for nogen, der ikke selv lever i den verden fyldt med en masse stemmer, råben, skrigen (ja, også det engang imellem) og larm, men jeg føler at jeg gerne vil have ro omkring mine ører når jeg ikke er på arbejde.
Nogen gange tænker jeg på om jeg overhovedet egner mig til at arbejde i sådant et miljø, hvor mit hoved bliver så stresset af larmen. Og om jeg vil orke at have børn – hvis vi engang skulle bestemme os for det? Bare tanken om alt den slags legetøj stresser mig nok til at slå enhver tanke om børn ud af mit hoved. Det er faktisk skræmmende.
Når det så er sagt (et ret så træls opstød, men det skulle ud, det fyldte bare lidt for meget), var der god mad og dejligt selskab omkring bordet. Vi fik spist alt for meget og jeg fik resterne af kyllingen med hjem – der spiser de nemlig ikke rester, heller ikke kødet som der altid er nok af siden der er to store kødspisere (Rico og jeg) ved bordet, så jeg får ofte resterne med hjem, uhmm dejligt 🙂
Der var lagkage og sang til fødselaren, som ikke helt forstod hvad der skete og hvorfor, men kunne godt se at der skete noget specielt for hende. Hun så bare så sød ud i hovedet, da vi sang for hende, det var super sjovt at se. Hun er virkeligt ved at udvikle sig med fuld kraft fremad nu, bliver større og smartere for hver gang vi ser hende.
I'm tesshedall on Ravelry.