På arbejde

I dag er jeg kommet ud til min nye arbejdsplads, for at kigge lidt og for at vise arbejdsgiverne at jeg ikke bare sover i timen 🙂 Hilste på et par mennesker, er blevet oprettet i skolens edb-system, så jeg kan logge på og gå på nettet – i det mindste herude.

Jeg har nemlig en frygtelig, frygtelig nyhed – vi kan ikke få internet før engang i oktober!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Vi ved ikke hvorfor, men hos TDC står der at vores linie er optaget indtil den 3. september. Åbenbart bliver den først opsagt på det tidspunkt, og det er først DEREFTER, de vil kigge nærmere på om vi i det hele taget kan få internet. Hvem har internetforbindelsen derude og hvorfor det er der, aner vi ikke. Det er en ukendt internet udbyder, ukendt internet modtager og det eneste kendte i det hele er at vi ser ud som et par fjolser. Jeg fatter ikke hvorfor det skal overgå os, men jeg ved at vi ikke kan klare os uden internet. Man kan ikke være lærer i dag uden internet, det kan bare ikke lade sig gøre… Specielt fordi vores skoler bruger skolekom og lærerintra til al kommunikation mellem lærere og elever/forældre samt lærere imellem. Jeg er knust. Føljeton slut.

Det kunne måske interessere nogle mennesker,at vores fire egern befinder sig nu i fred og ro inde i deres nye bur. Det var en værre omgang at få dem derind, men nu ser det ud som om de har det godt der, selvom det er en kende kedeligt endnu. Vi har ikke fået grene ind og – hvad værre er – de har ikke fået en kasse med jord ind endnu. Vi regner med at ofre en af vores store, hvide spande til formålet (ofre, fordi vi bliver nødt til at bore huller i bunden for at evt regnvand kan løbe ud), så de har noget at grave i mens de venter på den rigtige kasse.

Da vi skulle fange egern, gik det meget nemt med de første to, Fie og Fif, da de er vant til os og var vist lidt sultne, så en lille snack fik dem hurtigt op i cornflakes-kassen (transport fra stor bur til det lille transportbur, som de blev kørt i). Den tredje kom rimeligt hurtigt ud og jeg bad Thomas om at lege ugabuga-mand, så den ikke smuttede ned i hullet inden jeg nåede at lukke for det med net. Derefter var det “relativt nemt” at fange det stakkels, skræmte dyr (som alligevel ikke var såååå skræmt alligevel, jeg fik lov til at ae hende da hun sad på en gren) og flytte hende ud til forældrene, hvor hun tog det med ro. Den sidste derimod (formodentlig også en pige) har givet os grå hår i hovedet. Hun ville ikke væk fra hullets indgang, var allerhøjest tre hop fra det og hver hgang jeg kom ind på et fem meters afstand smuttede hun ned. Efter flere timer blev vi enige om at hun skulle graves ud og jeg nåede da også at afdække en halv meter af tunnellen inden jeg blev for træt. Det afgravede blev afdækket med net og vi gik over for at pakke andet sammen. Vi var så heldige, at jeg så hende ude i buret og nåede at dække for indgangen udefra inden hun smuttede derind. Pyha. Det tog lidt tid at fange hende, men den stakkel havde ikke en specielt stor mulighed for at flygte inde i buret. Nøj, hvor var vi glade for at få det overstået.

Nu er egernene flyttet, huset rengjort, buret er ødelagt, vores hegn taget op og jeg vil aldrig mere se det sted. Punktum, færdig.