Ballonleg

Klokken er efterhånden ved at nærme sig halv to om natten. Vinduerne er mørke og vi har fået pakket nogle meget tunge kasser med bøger (en fejl, det ved jeg, men det er så svært at bedømme hvor meget er hvor tungt…). Tjalfe har fundet en blå ballon på gulvet, jeg tror at den har været der siden Thomas fik den af en af sine klasser i juni. Den er blevet godt blød nu, har ikke så meget luft i sig.

Kigger på den meget intenst, med det der udtryk i hovedet, ørerne helt fremad, øjnene kan man næsten forestille sig med en fure imellem, tænksom. Puffer lidt til den med poten. Den hopper op fra gulvet og lander igen. Puffer igen. Samme resultat. Hvad skal sådan én bruges til?
Mor kommer forbi og griner. Hvad er det, der er så sjovt? Hej, hvorfor tager hun den? Pyt, hun ved garanteret hvad man skal med den, måske vil hun vise det. Hun smider den hen til far. Han står ellers også og griner. Han puffer den op mod loftet, sender den afsted til mor. Puf, den er oppe i luften igen. Kan jeg mon også være med? Op og hop efter den. Øv, den smuttede op igen. Men mor og far morer sig gevaldigt. Jeg gør åbenbart ikke noget forkert. Det er godt, så prøver jeg igen. Mor, far, min næse, mor, far, næsen. Hej, den er landet på gulvet, så kan jeg jo godt tage den med på mit tæppe.
Øv. Jeg må ikke beholde den. De vil dog gerne lege lidt mere med mig. En ganske sjov leg, det må man sige. Jeg skal huske at sådanne bløde blå nogen er sjove at lege med. Selvom den er alt for nem at stoppe. “Slut”, siger mor. “Slut”. Ikke mere. Men den blå er der stadig, bare oppe på bordet. Måske kan vi lege lidt i morgen?