Så er det det.

Har haft den sidste arbejdsdag i dag. Har sagt op (skriftligt) og afleveret nøgler. Har grædt lidt over for første klasser og modtaget en masse flotte tegninger/breve og et meget flot halstørklæde i koralrødt med mere. Har modtaget en fantastisk flot sammenplantning med en orkidé (men uden Else Maries tale – det blev jeg lidt skuffet over) og har givet knus og ønsket alle held og lykke fremover. Kørte hjem som en af de sidste fra sommerfrokosten og det var først da jeg kom hjem og Thomas fortalte om hvor hårdt det var at sige farvel til hans elever, at jeg brast. Der trillede lidt tårer og jeg føler mig meget vemodig – det er jo ikke fordi jeg havde noget imod skolen, at jeg forlod den. I sådant et tilfælde er det nemt at føle sig lettet, men jeg har jo ikke den “trøst”. Det er noget kedeligt noget, det hele.