En lang dag…

…er ved at være overstået. Det var en dejlig køretur til Randers med flot vejr og Lisa Ekdahl i højttalerne. Thomas’ nye Tomtom gjorde det nemt at finde vej, jeg er super glad for at han har pakket den op – og jeg ved at han gjorde det for min skyld… Søde Thomas.

Jeg var i god tid derude, faktisk så god tid, at jeg nåede at møde hende, der skulle til samtale før mig. Alligevel var det rigtig dejligt at være i så god tid, jeg havde tid til at komme lidt ovenpå efter køreturen – mere end to stive timer på bilsædet! – og nåede også at blive lidt stresset, som man nu gør inden en samtale. Jeg skulle bare have taget mit strikketøj med, så kunne jeg have fordybet mig i endeløse rækker af retstrik. Men det gik alligevel.

Lederen på skolen sagde, at han vil ringe inden midnat, eller rettere mellem klokken 10 og midnat. Lige nu er klokken 23.33. Samtalen havde været hyggelig og god, men noget siger mig at jeg ikke får den stilling. Det er den fornemmelse, jeg kom ud fra samtalen med – en af dem, der ikke kan forklares. Og jo længere tid der går før han ringer, jo mere overbevist bliver jeg om det.

Skolen er en rigtig by-skole, med tre etager og en asfalteret skolegård, men den så meget hyggelig ud ellers. Jeg kan ikke sige, at den mindede mig om en af mine egne, undtagen måske Hvide Sande Skole, den var bare mere positiv, på en måde. Det er svært at forklare. Ikke en skole, som jeg er vant til, men nok én, som jeg kunne have det godt på. Vi må se.

Vi endte dagen hos Fuzzi. Jeg siger vi, fordi – selvom jeg kørte alene til Randers – Thomas tog ind til Fuzzi i sin bil ,men Fuzzis nye pc, der skulle installeres. Jeg kørte hjem over Viborg (hvor jeg blev snydt for et besøg i Plantorama – slemme, slemme Tomtom!) og Struer. Fuzzi gav McD-mad, og jo, det er altså altid det samme underlige fornemmelse af oppustethed, man får af det og – som Fuz sagde – 1,2,3, så er det væk. Nu har jeg fået fyldt mit skrammel-mad behov i den næste måned eller tre.

Klokken er 23.43. Jeg tror ikke at han ringer i aften. Godnat.