Bare fordi man stoler på sit held…

I dag fik Thomas en idé, der viste sig at være intet mindre end fantastisk. Han spurgte mig nemlig om morgenen (eller morgen som morgen…), om vi ikke skulle tage til Århus i dag for at besøge Rico og Jessica. Var de ikke hjemme, kunne vi kigge ind til Alicja, og var hun heller ikke til at finde kunne vi tage forbi Jane, som jeg ikke har snakket med i alt for lang tid. Og gik den heller ikke, var der altid en mulighed for at hygge i gågaden eller – oh gru – Ikea 🙂

Så vi tog på en totalt uanmeldt overraskelse-besøg. Og faktisk mødte vi et meget, meget tomt hus, da vi ankom til Lystrup… Godt at mobiltelefonen er opfundet, for det viste sig at selvom Rico var i Nordjylland på jagt, var Jessica på vej hjem fra byen efter hyggeindkøb med pigerne og kun små ti minutters vej hjemmefra.

Vi gik en tur med hunden og da vi vendte tilbage, var de kommet hjem. Det var super hyggeligt at kunne tilbringe lidt kvalitetstid med Jessica og Iben (de to mindste havde en legeaftale lidt længere henne på gaden) med lidt sen frokost, et spil vi begge med Thomas så absolut er nødt til at købe og hyggesnak.

Rico afkortede sit jagt og skyndte sig hjem – og jeg fik lov til at rumstere hans fryser igennem for at finde det kød, vi gerne ville have til aftensmad. Og med den mængde rådyr, Rico har nedlagt indtil videre, var der grund til at glæde sig. Jeg valgte filet af rådyr, som vi efter noget ringen frem og tilbage fandt frem (må her komplimentere Rico, at han over telefonen kunne guide mig til fileterne i en fryser fuld af kød) og efter et rådslagning med Rico kom der også fire rådyrmørbrad ud af fryseren, til en forret. Lidt mere snak og ud kom der nogle rygben og andre knogler, som skulle i trykkogeren sammen med lidt grønt og blive til fond, der skulle forskønne vores sovs.

Imens kom Anna hjem. Da vi begyndte at forberede middagen hjalp hun med at skrælle kartofler og hyggesnakkede med mig 🙂 Der blev fundet en opskrift på en forret med rådyrmørbrad og ingredienserne blev justeret lidt for at undgå at skulle køre ud og købe ind. Det er altid godt, når man kan bruge det, man har i forvejen. Der blev glaseret, lagt i blød, hakket og skrællet lidt.

Og så kom Rico hjem. Med en lille Diana-hund. En hunde-pige, der efter hendes opførsel at dømme havde ikke lyst til at være en pige mere og stræbte efter at være en lille dame i stedet. I hvert fald fandt vi ud af at hun slet ikke var færdig med at være i løbetid og havde vi efterladt dem alene lidt, kunne Rico og Jessica forvente at få sig et dejligt kuld af blandings-hvalpe. Nok ikke det, de har det vildeste lyst til lige nu, så det var godt at vi var der til at sige stop og lad være og i yderste instans lukke Tjalfe ud i bilen. Diana skal heller ikke på jagt i morgen. Det var vist mere held end forstand der gjorde, at Torbens to hanhunde ikke havde lugtet lunten i dag… Eller rettere hunhunden i avanceret løbetid.

Aftensmaden blev serveret – en forret med kød til de voksne og en stak pandekager til børnene. Der var sødt, sprødt, lidt bittert og så de fantastiske mørbrader, der havde fået lige det, de havde brug for men så heller ikke mere. Hovedretten ventede vi med, den skulle lige laves færdig. Både forretten og hovedretten var perfekte, synes jeg. Kødet til hovedretten var skønt (og jeg spiste til jeg ikke kunne mere), kartoflerne bløde og sprøde på samme tid, gulerødderne gav lidt syre og sprødhed og sovsen satte en fantastisk prik over i’et. Desværre er der ingen billeder af det, fro jeg nåede at guffe i mig inden jeg overhovedet tænkte på at tage et billede 🙂

Aftenen bød på stille snak og højtlæsning inde hos Lærke, lidt voksensnak i sofaen, en godnat til Iben og så en lang køretur hjemad. Den føltes bare ikke lang i dag 🙂 Alt i alt – en fantastisk dag.

Bylismy u Rica i Jessici w Aarhus, ot tak sobie bez umawiania sie ani nic. Jessica wlasnie wracala z zakupów a Rico zakonczyl swoje polowanie szybciej niz normalnie, bo przyjechalismy, wiec po paru godzinach tez byl juz w domu. Bylo bardzo fajnie, porozmawialismy z wszystkimi trzema dziewczynkami i z ich rodzicami, i wspólnymi silami oczyscilismy zamrazarke Rica z najlepszych kawalków miesa z sarny. Wspólnymi silami udalo nam sie zjesc duzo miesa, które udalo nam sie usmazyc akurat jak mialo byc. Trzeba powiedziec ze ja przestalam je jesc dopiero wtedy, kiedy wszystko podchodzilo mi do gardla, jak sie na nie spojrzalam. Poczytalam ksiazke Lærce, obralam kartofle razem z Anna, troszke pogralismy z Iben – bardzo fajny dzien.