Og hvor var det nu, at kameraet var henne?

I dag tog jeg en vuf med ud på en ø.

Mercedesen klarede skærene som sædvanligt, selvom vi er efterhånden nødt til at acceptere dens forskellige uvaner. Men den arbejder og det er med et gladt hjerte, jeg sætter mig bag rattet på den sølvfarvede. Den kan endnu.

I hvert fald kom vi ud at køre, ud på en ø, der absolut ikke mangler noget som helst hvad skønheden og roen angår. Det er skønt at køre derud og jeg plejer altid at tage en runde rundt om øen, når jeg kan afse den mindste smule tid. For det er så pokkers hyggeligt derude.

Hygge, skønhed og stemning. Jeg stoppede op, parkerede bilen i siden af vejen og lod ellers den firbenede snuse.

Der er altså noget specielt over en kløvermark i høj sol, med hunden, der afsøger marken både på kryds og på tværs – det er da lige før at man kunne overveje det der jagt, bare for at få flere øjeblikke som den 🙂

Og han hyggede sig. Ind i kløveret, hoppe ind i buskadset, snuse ihærdigt, ud på marken og ind i skoven – og om igen. Faktisk hyggede han sig så meget at han slet ikke havde lyst til at lade alt det sjove stoppe – og jeg var lidt utilfreds med ham, da jeg kaldte og han vendte hovedet og kiggede på mig bare for at vende sig væk og ignorere mig totalt bagefter.

Det var nu svært at være sur i så skønt et vejr, så han fik nu ros, da han kom tilbage og så kørte vi mod færgen – stadigvæk stille og roligt. På Venø skynder man sig ikke.

PS. Skrev jeg at der på marken 100 meter længere henne var otte-ti fasankokke? Dem fik vi et godt kig på, dog gennem en bilrude (tak for de små glæder – havde hunden været løs, var vi på Venø endnu).

Bylam dzisiaj na wyspie Venø z psem. Pieknie tam bylo i wspaniala jesienna pogoda, ale czy wzielam ze soba kamere? Oczywiscie ze nie.