Jamen jeg er jo allergisk, for pokker!

I eftermiddags gik jeg en tur. En mellemlang tur, den som vi plejer at kalde 20-minutters-turen. Det tager den nemlig sådan cirka.

Undtagen i dag.

I dag tog den længere tid end normalt, fordi jeg hørte nemlig en forfædelig piven fra skoven – og gik ind i skoven for at finde grunden til denne forfædelige piven. Det fandt jeg så også.

To små kattekillinger, der sad og rystede og peb, så hjertet blev skåret i tusinde stykker.

Lige så snart de så mig, kom de løbende hen imod mig, selvom jeg havde hunden med. Ham var de så ikke sååå begejstrede for 🙂

Jeg tog dem op og gik hen til huset i nærheden (omkring 30 meter væk) for at spørge om de ikke havde nogle killinger, de manglede. Det havde de ikke, til gengæld fik jeg at vide at jeg skulle have ladet killingerne være i fred og at jeg skulle sætte dem tilbage. Jeg skulle afsted til et kursus på skolen, så jeg satte dem tilbage og lovede mig selv at tjekke op på dem efter kurset, fordi hvis deres mor ikke kom og hentede dem i løbet af den tid, sådan som de mjavede, så var der noget galt.

Til den anden tur fik jeg en katte-transportbur med. Sonja og Elvira gik med, det var jeg glad for. Det var rart med et andet menneske, der kunne bekræfte at den larm der var ude i skoven betød at noget var galt.

Vi fandt de to kattekillinger, det var ikke særligt svært, de kom løbende gennem løvet til Sonja, da hun kom i nærheden af dem. Vi hørte så også en piven og mjaven fra den anden side af stien, og fandt, efter kort undersøgelse, en rede med fem killinger i – hvad sker der da lige! Killingerne opførte sig som de andre – kom løbende og mjavende rigtig højt. Jeg så kun fire killinger fra starten, men den femte åbenbarede sig da vi samlede dem op.

Syv små killinger! Det lyder næsten som titlen på en sang… Man skulle lave en katteudgave af de små rockere 🙂

Der lød ikke mere mjaven i skoven, da vi var færdige, så jeg regner med at vi har dem alle sammen.

Nu kæmper Erling en brav kamp for at finde ud af hvad der videre skal ske med dem. Det ser nemlig ud til at de stadig skal have mælk med flaske…

Det er da sødt, er det ikke?

Og hvis noget skulle være i tvivl om jeg virkeligt er allergisk, se her:

Det er min hals to minutter efter at jeg slap dem. Og det er ikke det hele, der er mere, op ad halsen og ved nakken… Jeg blev straffet for at give efter for nuttethed…

Znalazlam dwa malutkie kotki w lesie. Siedzialy i piszczaly tak strasznie, ze sie serce krajalo. Zostawilam jeg tam, zeby zobaczyc czy mama ich nie wezmie, ale jak tam bylam po dwóch godzinach razem z Sonja, wlascicielka domu, byly oba na miejscu. Byly tez piski z drugiej strony sciezki, gdzie znalazlysmy gniazdo z piecioma malymi… Chyba ich matce cos sie stalo, bo nam sie wydaje ze one byly takie glodne, ze te dwa najwieksze i najsilniejsze poszly jej po prostu szukac. Sa jeszcze za male, chyba ciagle musza pic mleko z butelki. Ciekawe co sie z nimi stanie. Teraz sa u wlascicieli, ja nie moge ich miec, nie dosc ze mam strasznie ciekawskiego psa, to jeszcze mam alergie – i to jak sie patrzy!