Lille vuf har været til dyrlægen i torsdags. Vi havde ret og han har bøvlet med noget i ørerne, der var noget betændelse i den og det indre af øret var rødt og irriteret. Han har fået narkose og det var ganske hjerteskærende at se ham blive mere og mere slap samtidig med at han peb højere og højere. Vi kunne ikke gøre andet end at bare være der for ham, holde om ham og berolige ham. Ud fra det hele kan jeg konkludere at Tjalfe kan ikke lide at føle sig hjælpeløs… 🙂
Jeg vil lige hilse og sige at 35 kilo dødvægt-hund er noget af en byrde… Vuffen havde slet ikke kræfter til at gå selv. Hos dyrlægen kom han ud af klinikken ved egen hjælp, men det var så også det. Jeg havde båret ham hen til bilen, op til Myrna (og det var langt og tungt) og senere op og ned fra bilen (hvilket resulterede i revnede Fjeldræven).
På billedet ligger han hos Myrna og slapper af. Han er helt færdig og ligger bare og sover. Thomas og jeg tog hen til Kasper og Line, og da jeg en time efter kom forbi igen, havde han bevæget sig en halv meter. Og lå igen på gulvet og sov.
Nu skal han have medicin i dag, sidste dag, og forhåbentlig er øret helet. Allerede i fredags lagde vi mærke til at han slet ikke rystede hovedet på samme måde som før og kløede sig ikke bag øret. Hvad der er mere underligt er at han faktisk også holdt op med at køre hovedet hen ad græsset i de første dage – han startede på det og holdt så med det samme op, næsten som om han sagde til sig selv “det behøver jeg jo ikke mere…” Det undrer mig lidt, for Torben har altså kigget i hans ører før – ikke så dybdegående som nu, men godt nok…
Nu er der ikke meget andet at gøre end at observere lidt på ham og hans adfærd – han fik nemlig også et skud beroligende hormoner (tævehormoner). Han gør stadig hvis der kommer nogen udenfor, men jeg har faktisk ikke været ude i byen med ham siden torsdag – det skal jeg nok meget snart.
I'm tesshedall on Ravelry.
Nårh jammen altså det stakkels lille pus. Det må da have været lidt voldsomt, siden der skulle narkose til og det ikke kunne klares med nogle dråber. Vidste ikke der fandtes noget som hed tævehormoner – hvad var årsagen til at han fik dem?
Men om ikke andet – godt han har det bedre nu. Klap, klø og Friggamys til Tjalfen herfra. 🙂
Der skal narkose til fordi han vil ikke sidde stille når lægen kigger ham i øret – han ryster sig og vrider sig og vil i det hele taget ikke have at folk kommer i nærheden af øret. 35 kilo er ikke så nemt at fastholde… Vi har bøvl nok med det medicin han får nu og det er bare et enkelt sprøjt… Det var derfor vi tog til dyrlægen – han ville bare ikke lade os rense øret eller noget som helst. Det gør jo ondt når vi prøver på noget, selv hvis det er rensevæske fra dyrlægen.
Tævehormoner fik han fordi det vil gøre at vi nemmere vil kunne se om det vil hjælpe på hans temperament at blive kastreret. De dæmper nemlig hans naturlige hanhunde hormoner. Han skulle gerne blive roligere og mere som en “hund” (i modsætning til “hanhund”). Hvis ikke de hjælper, er det noget vi skal arbejde med adfærdsmæssigt.
Jeg er lidt træt af Lones kommunikationsmåde – man skal ringe til hende og hun ringer tilbage – men hvad hjælper det når hun ikke har ringet tilbage endnu, og jeg ringede for to uger siden? Hun ringer tilbage i dagtimerne – man kan da ikke regne med at være hjemme lige præcis på det tidspunkt, hun ringer, når man nu har fuldtidsarbejde…
Bare en lille klage – for jeg synes ikke at det er godt nok at opstille sådanne regler for sin forretning.
Det er da et spændende projekt med tævehormonerne – — og jeg som troede Tjalfe skulle udstilles og være far til en masse unger ?
Ærgeligt at i ikke kan få fat på Lone 🙁 – Håber det lykkes. Hun har mega travlt – jeg har mest kommunikeret med hende over mail – der er hun hurtig med tilbagesvar- men det duer jo selvfølgelig ikke i jeres situation. Men håber du bliver ved med at forsøge, for om ikke andet kan hun helt sikkert anbefale en anden.. keep up the good work! 🙂