Nyheder på patchworkfronten

Hej igen 🙂

Jeg har noget at berette om. Det er stooort og har fyldt en del af mit liv i et år (selvom flere måneder af det var den rullet sammen og gemt i et skab) og nu, endelig, er den kommet out of hiding.

Og nu –

Tadaaaah!

Det midterste af tæppet, 144 små kvadrater er nu officielt blevet QUILTET!

Det har krævet en del overvindelse og en masse tænkning fra min side at komme i gang med at quilte dette monstrum af et tæppe. Hvad har jeg dog tænkt på da jeg til mit første projekt valgte at lave et tæppe på 220×220 cm? Det er så typisk mig at det gør ondt – til mit første syprojekt valgte jeg da også en gallakjole…:)

Jeg har bestemt mig for (efter en del intern kamp) at dette her skal ikke være perfekt. Det er mit første tæppe. Jeg har aldrig quiltet før og selvom jeg er meget stolt af mit patchworkarbejde, kan jeg ikke lave quiltet som professionelle gør. Hvis jeg ville det, ville det ende med at tæppet ville aldrig komme til live, at det ville ende som en UFO (UnFinished Object) og det ville jeg simpelthen ikke byde mig selv. Jeg er nemlig meget, meget stolt af det tæppe.

Derfor har jeg bestemt mig for at tage det et kvadrat ad gangen. Og det er det – quiltet er nemlig forskellig fra kvadrat til kvadrat, med få undtagelser. Jeg har valgt at øve mig på disse kvadrater. Se hvad fungerer og hvad ikke gør. Hvilke mønstre jeg kan lide og hvilke er ikke så gode. Hvordan man gør det ene, det andet og det tredje.

Det gør at der er en masse forskelligt smidt tilfældigt rundt omkring på tæppet. Jeg har fundet flere mønstre, der virker og er allerede begyndt at udvikle dem videre (hvordan det så går, får vi nok at se). Jeg har fundet ud af hvilke mønstre fungerer for mig og hvordan jeg får dem til at arbejde for mig i stedet for imod mig.

Og jeg er begyndt at tænke over hvordan de forskellige borter skal quiltes – for det skal der være god mening med, de skal ikke være tilfældige 🙂

Jeg kan se mange fejl i min quiltning. Der er linjer, der overlapper hvor de burde følges ad. Der er steder, hvor der er alt for meget stof og det derfor danner små bakker. Der er tern hvor mønsteret er mindre end pænt, for at sige det på en pæn måde. For en gangs skyld tænker jeg bare Og Hvad Så!

Det er mit tæppe. Jeg er tilfreds med at man kan se fejlene. De gør ikke noget. Det er nemlig også mine fejl. Mit “evidence” på en læreproces. Mine fejl, mine mangler, men også mit arbejde, min triumf, min overvindelse overfor så stort et projekt – og mig, der bliver bedre.

Pyha! Jeg bliver helt stolt af mig selv…