Ugen der gik

Det var hårdt og umanerligt opslidende. Nu er det dog overstået.

Foran mig er der to dage med forældresamtaler (tirsdag og onsdag) og en hel uge uden Thomas, der skal på lejrskole til Skagen. Not the best prospects. Til gengæld når det  så er overstået, skulle resten af åren forløbe nogenlunde gnidningsløst. Det er da noget at se frem til 🙂

For at vende blikket til den nærmeste fortid og fremtid, skal jeg i dag ned i byen for at hente et par bestilte ting (det var fremtiden) og har tilbragt i går aftes i et fremragende selskab (fortiden melder sig). (Billederne er venligst udlånt af kino.dk)

Udover Thomas og vuffen var jeg nemlig sammen med Søren og Sidse, sammen med hvem vi besøgte så prominente personligheder som Den Røde og Den Hvide Dronning, Den Gale Hattemager og et grufuldt uhyre med en dragende stemme ved navnet Jabberwocky. Uhyrets navn, altså, ikke stemmens. Samt, selvfølgeligt, Alice.

Alice in Wonderland er en dejlig film. Hyggelig og eventyrlig som den er, er det bestemt en film, der er voksen nok til at være spændende for alle aldre. Der er skræmmende muligheder og svære valg, en indre kamp og en uudtalt længsel, der er kærlighed og had og det altsammen indpakket i er farverigt og fantastisk univers, der kun gør filmen bedre.

Med Alice in Wonderland følte jeg ikke at tiden gik. Fra jeg satte øjnene på skærmen til rulleteksterne satte ind, var jeg involveret i filmen og mærkede ikke tiden gå – overhovedet. At se den i 3-D var en treat, men denne film (i modsætning til Avatar) vil være lige så god at se på tv-skærmen som på det store lærred med alle effekterne.

Filmen er god i sig selv, derfor behøves der ingen kopper til at flyve om ørerne på én eller sommerfugle der flyver ud af skærmen. De er en lille smule ekstra, men ikke andet end et krydderi.

Ved at kigge lidt godt efter, har jeg fundet du af at uhyrets stemme tilhører Christopher Lee, som jo gjorde så fantastisk et job som Saruman. Intet under at jeg finder den stemme dragende 🙂

I selskab med Johnny Depp, Helena Bonham Carter og Anne Hathaway kan man ikke kede sig ret meget. Jeg synes at de gør det fremragende. Man kan fornemme hattemagerens galhed, der holdes i skak af alle kræfter, Den Hvide Dronnings tilsyneladende ro (men kun tilsyneladende) og Den Røde Dronnings søgen efter det, hun – i al den pomp og pragt, hun omgiver sig med – mangler.

Mia Wasikowska er for mig et nyt ansigt. Det er også dejligt, da jeg her har opdaget en ny skuespillerinde, som jeg garanteret kommer også til at nyde i fremtiden. Det er altid godt at have noget at se frem til.

Nu gælder det Numb3rs, som er en af mine yndlingsserier for tiden. Hold jer muntre og husk – man behøver ikke at være “mad as a hatter” for at være her – men det hjælper! 😉