Hvad kan der ske…

I dag startede voldsomt. Bagefter kom arbejdet, Thomas og lægen. Heldigvis ser det ikke ud til at der er sket noget med mig. Jeg håber sandelig at bilen også overlever, men da vi kørte hjem, var den stadig ikke hentet, derfor ved vi ingenting. Thomas er for en gangs skyld pessimistisk  – omkring bilen altså, men han siger også at så længe jeg har det godt, betyder alt det andet ingenting.

Jeg kørte galt i morges, har været oppe at ligge på siden af bilen. Da jeg kørte galt, kørte jeg på den højre side af vejen mod byen forude, men endte efter få sekunder stående (heldigvis på hjulene og ikke på taget) med næsen næsten i den modsatte retning. Billedet er taget om eftermiddagen hvor asfalten er tør, jeg forulykkede om morgenen, så billedet vil passe bedre hvis man forestiller sig en god omgang brun sæbe på vejen. Jeg kørte normalt, men ville skrue op for radioen, og så ikke sæben – og så skulle der åbenbart kun lidt til at jeg – uforberedt – mistede herredømmet og endte i vejsiden.

Det første jeg gjorde efter ulykken var at takke guderne at jeg er så vant til at bruge sele, at jeg utænkende tager den på. Vil ikke engang tænke på hvordan det her ville ende, hvis jeg ikke havde den på. Derefter ud af bilen, ind og slukke for motoren, ud igen og ringe til Thomas (som jeg var nødt til at overtale til ikke at vende om), ind og ringe til Falckskolen (hvor kontoret sendte mig videre til lærerværelset med den begrundelse at de ikke havde bil… – heldigvis var det ikke noget problem for de andre lærere at finde ud af at få mig ind til skolen) og til sidst ringe til værkstedet. Thomas ringede til mig da vi var på vej til skolen med en besked om at han var ikke kommet meget videre siden vi snakkede sammen, fordi foran ham på motorvejen var fem biler kollideret sammen.

Jeg ringede til lægen næsten med det samme efter ankomsten til skolen. Jeg kunne ikke mærke noget specielt endnu, men jeg vidste jo at jeg var pumpet fuld af adrenalin og derfor ikke kunne være sikker på at der ikke var noget galt – det var nu mest fornuftigt at blive tjekket af lægen, som jeg havde lovet højt og helligt både til Thomas og den meget søde Falck-dame, jeg snakkede med. Hun ville have mig til at ringe 112, men jeg ville ikke, det ville alligevel være for meget. Det var nu også godt nok når man tænker på at der var mennesker fra fem biler, der skulle hjælpes på motorvejen. Jeg er glad for at ingen virkeligt trængende skulle vente på en ambulance på grund af mig.

Jeg bestilte tid omkring klokken 14, da jeg regnede med at der ville jeg kunne få et lift ind til byen. Thomas nåede at komme inden jeg skulle ind. Lægen havde tjekket mig igennem og tror ikke at der er noget, men han har det jo i sin journal nu, så hvis der viser sig noget, kan jeg henvise til den og at jeg rent faktisk blev tjekket. Nu er det store spørgsmål om jeg skal anmelde ulykken hvis jeg vil se eventuel erstatning, hvis der alligevel er noget galt med min ryg? Må spørge Myrna.

Et sidste billede, så Poul Erik kan bedømme skaderne:

Godt det ikke endte værre.

UPDATE: Bilen forsvandt i løbet af natten. Det tog dem lang tid, synes jeg nok. Den stod der hele dagen. Poul Erik mener at han kan kigge på den i løbet af ugen og have den klar til efter weekenden.