Vinterdepression?

Jeg tror det næsten…

Den næste del af indlægget er rigtig, rigtig deprimerende, så hvis du ikke har lyst til at blive depri, lad være med at læse (man kan læse ved at markere teksten).

Normalt kommer vinterdepression over folk, fordi de ikke får sol nok, men det har vi da ikke kunnet klage over denne vinter. Solen var måske ikke fremme så meget, men der var og er meget lysere ude end det plejer, sneen sender jo en masse lys væk fra sig i modsætning til den normalt grå og sorte jord. Alligevel går jeg rundt og har svært ved at tage mig sammen til noget, er trist og kedelig, smådeprimeret og “putte-sig-ind-i-et-varmt-tæppe-og-sove-indtil-det-bliver-forår-agtig”. Det er simpelthen den følelse, jeg har inde i mig selv.

Jeg har det sværere og sværere ved at være frisk, og kan mærke på mig selv at jeg prøver på at muntre mig selv op ved shopping – for eksempel det dejlige og flotte strømpegarn, jeg snakkede om for ikke så lang tid siden. Det er også dejligt, både at drømme og at lære noget (strømpestrikning), men man kan ikke strikke hele tiden.

Jeg så et rigtigt flot billede af Fie på Thomas’ computer, og blev med ét rigtig, rigtig ked af, at hun garanteret er død og at jeg kommer ikke til at se hende igen frisk og frejdig, smuttende ind i hulen med en valnød i kinderne. Fuldstændig grædefærdig er jeg blevet nu, hvor jeg skriver om det. Det var da jeg så billedet og blev ked af det, at Thomas sagde at han synes at jeg er blevet meget ked af det og deprimeret på det sidste. Han satte ord på noget, jeg vidste og mærkede i forvejen og ikke kunne sætte ord på.
Det var lykkedes for mig at holde det på afstand, det med Fie og de to tøser, som har været udenfor i den kulde og som garanteret er døde derude, men vi kan ikke engang få vished om det før engang i marts måske. Vi har ikke haft mulighed for at gøre noget ved det, vi har simpelthen ikke haft mulighed for at tage dem indenfor, men det forhindrer mig ikke i at være rigtig ked af det over det. Det var så svært at få det på afstand og lade være med at tænke på det og så kom alt det tilbage da jeg så billedet.  Jeg har jo faktisk rigtig, rigtig dårlig samvittighed over det og det har jeg haft hele vinteren. Gud, hvor er det her bare deprimerende.

Det føles som om jeg er ved at have fået grædt det ud af systemet, det hjælper også meget at få lov til at skrive det ud, de tanker, som bliver nedfældet, fylder ikke så meget indeni mere. Jeg ved at hele denne post er totalt usammenhængende og fyldt med vrøvl, men sådan bliver det altså når man skriver med tårerne løbende ned af kinderne. Nu har jeg fået grædt ud og har pudset næse og livet synes en smule lysere igen. Det er godt.