Problematisk.

Jeg kom her på siden i aften ikke for at skrive langt og længe om mit liv de sidste fire dage (som lovet), men bare for at skrive at jeg faktisk ikke føler en lyst til at skrive så meget, men hellere vil tage og strikke lidt. For eksempel i dette garn, som blev købt fredag aften i Kvickly for en flad halvtredser for tre nøgler:

Garnet er ikke nær så blødt som Papagai (fra pakken i tirsdags), men egner sig udmærket til mit første prøve-strømpesokke-arbejde. Tess har nemlig fået en ny bog. Bogen er på engelsk og jeg kan ikke få det hele til at harmonisere og passe sammen (eller rettere der er én ting, jeg ikke kan få til at passe), men det skal nok overkommes på et tidspunkt. Bare ikke lige nu.

Bogen er fin. Finfin. Den er også min og kostede ikke det hvide ud af øjnene (169,- er faktisk billigt for en strikkebog, believe it or not), hvilket gør at jeg kan skrive forklaringer og små noter til mig selv inde i den. Det er dejligt, og det er jeg allerede begyndt på  (for eksempel forklaringer på forkortelser som K1, M1R, PU og den slags samt oversættelser fra tommer og yards til meter samt fra ounces til gram).

Men det er faktisk ikke det, jeg kom for at skrive her nu. Jeg har siddet her lidt for mig selv og tænkt. Jeg har kigget på nogle af de billeder, jeg har taget denne weekend (tyk Tess, meget tyk), og – endnu værre – på det stykke film, taget i formiddags, hvor jeg er totalt lærerinden Tess, og det en ikke særlig glad lærerinde Tess. Jeg har hørt min egen stemme på video og min konklusion i aften blev at jeg ikke kan lide mig selv. Ikke lige nu. Jeg kan ikke lide det at jeg er tyk og jeg kan ikke lide mig selv når jeg er sur. Lige nu føler jeg at jeg har en undskyldning for surheden, men alligevel. Jeg fatter faktisk ikke hvad alle de dejlige mennesker, jeg kalder for venner og viceversa, kan se i mig og lide mig for. Jeg fatter ikke hvorfor Thomas elsker mig.

Ikke desto mindre har de valgt mig. Dem alle sammen. Af en eller anden uforklarlig grund. Jeg kan mærke det og føle det – de mennesker, som omgiver mig kan lide mig. Ja, jeg er pain in the butt nogle gange. Jeg er pinlig andre gange. Og de kan lide mig alligevel. Hvis det ikke er venskab, hvad er så?

Den vished gør det faktisk ret så nemt at klare denne her krise, i hvert fald lige nu. Det har været en god weekend, hvor jeg har været omgivet af dejlige mennesker og hyggelige stunder. En velsignet weekend, faktisk. Tak for det, allesammen.

PS. Jeg kom til at tænke på at godt nok kan jeg ikke lide mig selv sur, men at jeg nu er i stand til – allerede i det øjeblik, jeg bliver sur – at se og vide at jeg er sur. Det betyder så at jeg er i stand til at spotte situationen og arbejde med det – og det er da også positivt, ikke?

PPS. Tjalfe fik parmaskinke-benet i aften, og inden vi så os om, fik han spist over halvdelen – 2/3 faktisk. Han får SÅ dårlig mave i morgen… Men han så lykkelig ud i dag 🙂 og resten af benet får han en anden dag.