Weekenden

Den forløb stille og roligt, undtagen på et enkelt tidspunkt, som jeg har lidt dårlig samvittighed over. Men kun lidt.

Fredag bagte jeg fastelavnsboller. Jeg er lige ved at tro at besøg af Sidse og Søren giver mig dårlig karma, for sidste gang, de var her blev jeg bidt af mit egern (med meget hævet hånd til følge) og i fredags fik jeg en femtedel af et halo – fik et sår det så faktisk ud som stigmata i den venstre håndflade. Men jeg fik bagt alligevel, det krævede bare en smule opfindsomhed. Se selv:

DSC00298

Med marcipan og æblestykker i er de slet ikke ringe. Slet, slet ikke… (Nu er en del af dem frosset ned og bare venter på gæster :))

DSC00304

Lørdag har vi haft besøg af Sidse og Søren. De kom over for at se Avatar sammen med os i Randers BioCity. Det var en god film, specielt i 3D var den meget flot rent visuelt. Jeg vil dog ikke sige at den bør udråbes til årtiets film, for det har den ikke fortjent. Men god var den, på en sukkersød og Holluwood-agtig måde…

DSC00306

Derefter spiste vi aftensmad sammen (Flyvende Jacob) og det er der, jeg har lidt dårligt samvittighed. For der blev en ret så hed diskussion omkring alt muligt fra hvorfor svenskere ikke vil operere på rygere, gennem vinter- kontra sommerdæk i is- og snevejr og til hvor meget man kan tillade sig at køre på en almindelig landevej og hvorfor fartreglerne overhovedet er opfundet.

Søren og jeg blev vist ret så meget uvenner over det, fordi jeg har ikke kunnet lade være med at sige ham min ærlige mening omkring for hurtig og uforsvarlig kørsel, som jeg synes er dumt og egoistisk. Jeg fik så til gengæld at vide at jeg skal holde mund når jeg kører, for det er ifølge ham lige så uforsvarligt når jeg kører og snakker som når han kører med 130-140 stykker på motorcykel (vel at mærke ikke på en motorvej). Når en motorcykel kører galt, er det kun motorcyklisten der dør, og alle andres fysiske og psykiske mén var da slet intet at tale om og bare ren pjat.

Vi kunne ikke blive enige, det er i hvert fald sikkert. Sørens facon og den måde at snakke på har bare en tendens til at stresse mig enormt. Jeg har nok i én der har den slags tendenser til at snakke stressende (mig), og har svært ved at kapere én mere, specielt når han hidser sig op og afviser alt det man siger som det pureste dumhed. Jeg kan næsten forestille mig at han føler noget lignende. Sidse fik nok til sidst og så kørte de hjem. Jeg var ked af at Søren kørte væk vred på mig, for Sidse har jeg snakket med inden de kørte og hun var ikke sur på mig. Det var træls at det udviklede sig sådan. Men sådan blev det nu bare.

Resten af weekenden forløb meget stille og roligt. Vi fik vores el-regning for sidste måned og lad os sige at det var ikke godt. Det løb lidt højere op end vi ville ønske at det gjorde. Derfor har vi taget konsekvensen og se, hvad vi har købt i dag:

DSC00309

Sådan ser en Mercedes-bagende ud, når det er fyldt med 180 kg træbriketter, som skal gerne varme vores stue i den næste lille måned. Derudover er der slukket for varmen (ud over tv-rummet, indgangen, baggangen, badeværelset og opbevaringsrummet, som har været kolde før) i biblioteket og hallen. Nu har vi kun varme på i stuen og i rummene nedenunder, og der bliver lukket døre mellem alle de varme og kolde rum. Vi håber at vi kan holde vores varme-budget helt eller i det mindste næsten. Den er på 18.000 kroner, den skulle helst ikke overskrides…

For nogle dage siden fik vi et ret så kraftigt nys om at der i hvert fald ikke er isoleret optimalt ved vinduerne på biblioteket. Det er et spøjst syn, der møder én på bagsiden af huset og det vidner meget godt om at der skete varmeudslip et sted derhenne.

DSC00311

Bare se på størrelsen og længden af denne her istap! Den kører hele vejen fra taget og ned på jorden. Kinda’ scary…

This entry was posted in Fra det virkelige liv. Bookmark the permalink.